Måltidsstøtte og kontaktpersonsordning

//

Ved en svær spiseforstyrrelse kan indlæggelse eller ambulant behandling i psykiatrien blive nødvendigt. Mange kan føle sig godt hjulpet og klar til at blive udskrevet fra psykiatrien, men kan samtidig opleve følelsen af at bliver overladt til sig selv, når behandlingsforløbet slutter. Derfor kan det være afgørende for en fortsat bedring og helingsforløb at få noget støtte efter udskrivning. Der kan være en længere periode, hvor spiseforstyrrelsen kan blusse op, eller hvor det er svært at få implementeret den nye viden, erfaring og redskaber i det daglige liv uden professionel støtte.
Derfor kan en kontaktpersons- eller måltidsstøtteordning være et godt bindeled mellem behandling i psykiatrien og det levede dagligdagsliv på egne ben.
En kontaktperson kan yde støtte i form af at tilbringe tid sammen og have samtaler i dagligdagsaktiviteter. Kontaktpersonen kan være en tryg base, som patienten ikke selv er investeret i på samme måde som med familie og venner. Derfor kan de sammen skabe et fortroligt rum, hvor de kan øve sig i genoptage træning sammen, gå på cafe eller deltage i fritidsinteresser. Samtidigt ved patienten, at kontaktpersonen har viden og erfaring med spiseforstyrrelser, som kan give en stor tryghed, således at patienten ikke har følelsen af at stå alene med sin spiseforstyrrelse og frygte tilbagefald.

En anden funktion, som kan være et godt tilbud før eller efter indlæggelse i psykiatrien er måltidsstøtte. Svær anoreksi kan medføre stor angst for at indtage mad og tage på i vægt og her kan erfarne konsulenter hjælpe med at indtage måltider. Hos børn og unge med restriktive spiseforstyrrelser kan forældre endvidere ofte føle, at de ender i en situation, hvor de både skal være den trygge forælder og have en behandlerfunktion, hvor de får deres søn eller datter til at spise. Det kan være meget udfordrende for relationen. Derfor kan det være yderst hjælpsomt og fordelagtigt, at denne opgave tildeles en konsulent med erfaring og viden om spiseforstyrrelser.

Både måltidsstøtte og kontaktpersonsordning kan bidrage til at undgå indlæggelse og forværring af symptomer samt forebygge tilbagefald.

Kompetencecenter for spiseforstyrrelser

Kompetencecenter for spiseforstyrrelser er etableret af tidligere behandlere fra Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte og Rigshospitalets Anoreksiklinik. Kompetencecentret ledes af psykolog Birgitte Hartvig Schousboe og klinisk diætist Lene Kiib Hecht, begge med mange års ledelseserfaring fra Region Hovedstadens Psykiatri.
Behandlerteamet består af autoriseret sundhedspersonale som psykologer, sygeplejersker, kliniske diætister, jordemoder, speciallæge i psykiatri og fysioterapeut.

Vi tilbyder behandling af spiseforstyrrelser – ofte i kombination med angst, OCD, traumer og depression, og vi har særlig viden om spiseforstyrrelser i relation til graviditet, diabetes, PCO og bariatrisk kirurgi.
Vi kombinerer lang erfaring fra psykiatrien med den nyeste viden og tilbyder udredning, behandling, rådgivning, undervisning og supervision.

Det er vigtigt for os at møde vores patienter med respekt for deres levede erfaringer og viden om sig selv. Vi mener, at patienterne er eksperter i eget liv, og at vi med vores tværfaglige kompetencer hjælper dem til at skabe øget frihed, selvstændighed og handlekraft til at møde livet og fremtiden fra et styrket ståsted.